Om projektet

Hovedvej 16 hed i gamle dage A16. Nu hedder den faktisk Primærrute 16. Men det er sådan set ligemeget. Det er en vej der forbinder øst og vest i Danmark. Den starter på Borups Alle i København og fortsætter til Hundested. Her løber den i havet. Det gjorde den ikke da den blev lavet. For der var en færge til Grenaa. Den lukkede for mange år siden, og skar Hovedvejen over i to dele.

Projektets geografiske udstrækning
Projektets geografiske udstrækning

Dette projekt handler i første omgang om den jyske del af vejen. Den del som går fra Grenaa til Randers, fra Randers til Viborg, fra Viborg til Holstebro og fra Holstebro til Ringkøbing hvor den slutter. Projektet er udsprunget fordi jeg bor på Hovedvej 16. Jeg flyttede til Djursland i 2006, og har fundet mit hjem her. Men jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke det hele i hvert tilfælde. Hovedvej 16 projektet handler om at sætte billeder på det jeg oplever og forsøge at forstå, hvad denne del af landet gør ved mig.

Jeg registrer hvad jeg møder og hvad der fascinerer mig. Det kan være mennesker eller bygninger, landskaber eller detaljer. Rejsen er kun lige begyndt og dette website er med til at definere projektet. Billederne er ikke nødvendigvis taget lige PÅ hovedvej 16. De er taget i de byer og de steder som vejen forbinder.

Om mig

Jeg hedder Adam Bindslev, og arbejder til daglig som fotograf, tekstforfatter og formidler i Semiosis Formidling. Følg mig på: